Hvad er lavt selvværd?
Lavt selvværd kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Måske tvivler du ofte på dig selv, føler dig utilstrækkelig eller er meget optaget af, hvad andre tænker om dig. Måske har du svært ved at sætte grænser, sige fra eller mærke dine egne behov, fordi du er bange for at skuffe andre eller ikke være god nok. Andre oplever derudover en frygt for at miste deres relationer, hvis de "fylder" eller træder forkert. For mange bliver den indre kritiske stemme så dominerende, at den påvirker både relationer, arbejdsliv og livskvalitet.
Hvordan kan terapi styrke dit selvværd?
Ud fra et psykodynamisk perspektiv forstår jeg ikke lavt selvværd som et personlighedstræk, du blot må leve med, men som noget, der er udviklet i samspillet med de erfaringer og relationer, du har haft gennem livet. Den måde, du ser på dig selv i dag, kan være præget af tidligere oplevelser af kritik, afvisning, høje forventninger eller manglende følelsesmæssig støtte. I terapien undersøger vi sammen de mønstre og erfaringer, der har formet dit selvbillede, og hvordan de fortsat påvirker dig. Når du opnår en dybere forståelse af disse sammenhænge, bliver det muligt gradvist at udvikle en mere realistisk, omsorgsfuld og tryg relation til dig selv.
Læs mere om psykodynamisk terapi.